Udenrigsministeriet sender særfly til Peru

En total nedlukning af intern infrastruktur, flyforbindelser og et udgangsforbud har gjort Peru til et af de mest vanskelige steder at vende hjem fra for danske og europæiske statsborgere. Nu hjælper Udenrigsministeriet de strandede danskere.

Udenrigsministeriet håber natten til torsdag den 2. april at kunne sende et særfly på vingerne med kurs mod Perus hovedstad Lima. Det skal hjælpe så mange strandede danskere som muligt hjem til Danmark. Søndag aften er 274 danskere registreret i Udenrigsministeriets krisedatabase som strandet i Peru.

– Peru har været det absolut vanskeligste land at komme ud af for danske rejsende. Derfor er jeg lettet og glad over, at det nu ser ud til at kunne lykkes at få et dansk særfly afsted. Men jeg må også understrege, at der stadig er rigtigt mange ting, der skal falde på plads, før vi med sikkerhed kan sige, at vi når i mål. Jeg kan heller ikke garantere, at dette særfly bliver løsningen for alle strandede danskere i Peru, forklarer udenrigsminister Jeppe Kofod.

Peru er 30 gange større end Danmark, og der findes ingen dansk ambassade i landet. Det har gjort situationen ekstra vanskelig at løse, fordi de danske rejsende er spredt ud over et meget stort areal, hvor alt infrastruktur blev lukket ned i løbet af meget kort tid. Derfor har danske diplomater heller ikke fået adgang til landet for at kunne hjælpe lokalt. Desuden har landet været erklæret i undtagelsestilstand siden 15. marts.

– Vi har gennem lang tid kæmpet ad flere spor for at finde løsninger. Jeg tog selv tidligt i forløbet kontakt til den peruvianske udenrigsminister for at få en aftale om, at vi overhovedet ville kunne få en landingstilladelse. Samtidig har cirka 10.000 europæere været strandet i Peru, så der har været hård konkurrence om de få tilladelser, der bliver givet, siger Jeppe Kofod.

Hvis de sidste brikker falder på plads, vil særflyet blive sendt af sted i samarbejde med SAS, Danmarks Rejsebureau Forening og Profil Rejser. Alle danskere i krisedatabasen får besked om, hvordan de kan købe billetter via push-beskeder og sms fra Udenrigsministeriet samt information om mulig transport fra andre byer i Peru.

Udenrigsministeriet opfordrer samtidig alle danskere i landet, som via udenrigsministeriet får tilbudt en billet på et andet EU-lands fly de kommende dage, til at tage imod tilbuddet, idet der er behov for, at alle flybilletter fra Peru mod Europa anvendes.

Systematisk samarbejde skaffer sæder
Forud for særflyvningerne er der gjort et omfattende stykke arbejde for at få flest mulige på fly til Danmark.

Der er blevet ringet og skrevet rundt til alle på krisedatabasen for at få de nødvendige oplysninger fra de personer, der ønsker hjælp fra Udenrigsministeriet til at komme til hjem. De oplysninger er blandt andet brugt til at hjælpe danske passagerer på udenlandske fly med ekstremt kort varsel via såkaldt pladsanvisning, hvor de nordiske og europæiske lande hjælper hinanden med at finde ledige sæder.

På denne måde lykkedes det lørdag at skaffe plads til 22 danskere på to fly til henholdsvis Frankfurt og Wien. Efter planen kommer ni danskere med et irsk fly til London søndag og yderligere 17 ventes at komme med et portugisisk fly mandag.

– Det har enorm betydning, at dette samarbejde mellem landene er kommet op at køre så effektivt, som det er. Det hjælper os – og vi kan hjælpe andre, når vi i den kommende uge får et fly på vingerne. Uden hinandens hjælp ville situationen have været endnu mere fastlåst, end den er, udtaler udenrigsminister Jeppe Kofod.

Skriv et svar