Hvert år i december begynder Landbrugsstyrelsen udbetaling af landbrugsstøtte til de danske landbrugere. I år er ingen undtagelse, og 1. december begyndte de første udbetalinger at rulle ind på landbrugernes NemKonti.
Foreløbigt har over 31.500 landbrugere modtaget deres betaling, hvilket svarer til 91 procent af de støtteberettigede ansøgere. I alt udbetaler Landbrugsstyrelsen over 4,2 milliarder kroner pr. 1. december.
Kontrol
Det er dog ikke alle, der har fået penge på kontoen endnu, og det kan skyldes, at deres ansøgning bliver kontrolleret nærmere for omgåelse af kravene for at modtage landbrugsstøtte. Ifølge Landbrugsstyrelsen afventer 1,4 procent af årets ansøgere denne kontrol og næsten alle har modtaget et høringsbrev herom.
Udover grundbetalingen, påbegynder Landbrugsstyrelsen også udbetaling af økologisk arealtilskud, tilskud til pleje af græs og tilskud til målrettet regulering i løbet af de første dage i december.