Cigaretskod forsvinder aldrig fra naturen – alligevel ender flere millioner hver år på fortove, græsplæner, veje, i skove og på strande. Fremover skal cigaretproducenterne betale regningen for oprydning af cigaretskod.
Hidtil har kommuner og andre aktører betalt for oprydningen af de hvide plastikstumper. Men nu får tobaksindustrien regningen. Til januar træder det såkaldte udvidet oprydningsansvar for cigaretskod nemlig i kraft.
Cigaretskod er noget af det affald, der bliver fundet allermest af i vores natur. Når et cigaretskod får lov til at ligge på jorden, nedbrydes det i løbet af 10 år til mikroplast. Med andre ord forsvinder det aldrig. Samtidig afgiver cigaretskod tungmetaller som bly og cadmium, tjærestoffer og nikotin.
Miljøminister Lea Wermelin er glad for, at det økonomiske ansvar for oprydningen nu bliver lagt over på tobaksindustrien:
-Cigaretskod er det affald, vi finder allermest i naturen, og det forurener med mikroplast og tungmetaller. Vi skal have cigaretskodderne væk fra naturen, og det er kun rimeligt, at tobaksindustrien betaler for at rydde op.
Oplysning skal få færre til at smide skod i naturen
Udover at tobaksproducenter fremadrettet skal betale for oprydning af cigaretskod, skal industrien også betale for informationsindsatser om negative konsekvenser ved at skodde cigaretter i det fri.
-Jeg tror, at mange ikke nødvendigvis ved, at cigaretskod er lavet af plastik, fordi det for eksempel ligner kork. Men det er plastik, og nu får tobaksindustrien både lov til at betale regningen for, at vi får ryddet op og for en oplysningskampagne, som Miljøstyrelsen står for. Det er mit håb, at det også vil få tobaksindustrien til at tage ansvar for at designe deres produkter på en måde, så de forurenende skod ikke havner i naturen. Det ville være det allerbedste, siger miljøminister Lea Wermelin.
Bekendtgørelsen om oprydningsansvar for cigaretskod træder i kraft 5. januar 2023. Oprydningsansvaret for cigaretskod gennemføres i alle EU-lande.