Tidligere topembedsmand: Der var lovhjemmel minkaflivning

En tidligere topembedsmand mener, at der var lovhjemmel til at aflive alle mink.

Det skriver Politiken.dk.

Tage Siboni, der er tidligere vicedirektør i Fødevarestyrelsen, har selv været med til at udfærdige lov om hold af dyr.

-Når lovgrundlaget er der, og den videnskabelige rådgivning tilsiger det, er der ikke alene en ret for regeringen til at handle, men faktisk en pligt, siger den tidligere embedsmand, Tage Siboni til mediet.

Loven giver fødevareministeren har ret til at beslutte, at der ved udbrud eller mistanke om udbrud af smitsomme sygdomme skal ske ‘aflivning af dyr, herunder i et område omkring et udbrudssted’. Men der står ikke noget om, hvor stort et område omkring udbrudsstedet er.

Derfor mener Tage Siboni, at der var lovhjemmel til aflivning af minkene på alle danske minkfarme, da statsminister Mette Frederiksen holdt pressemøde den 4. november, hvor hun sagde, at alle mink skulle aflives.