Røde Kors fået 200 mio. kroner Ukraine-hjælp på en uge

Den seneste uge er donationerne strømmet ind hos Røde Kors, som er til stede i Ukraine og allerede er i fuld gang med at fordele nødhjælp indkøbt for nogle af de indsamlede midler.

Det startede med et opslag på Røde Kors’ profil på det sociale medie instagram torsdag formiddag, da nyheden om, at konflikten i Ukraine var eskaleret. På ganske få timer havde influencere og private delt opslaget og etableret indsamlinger til fordel for de tusindvis af civile, som allerede var drevet på flugt. Det første døgn rundede Røde Kors en million kroner til nødhjælpsindsatsen i Ukraine, og derfra er det kun gået én vej.

-Vi har i dag rundet 200 millioner kroner i donationer til det livsnødvendige arbejde, vi lige nu udfører i Ukraine. Vi er dybt taknemmelige og overvældede over den enorme velvilje fra både private og virksomheder, som vi har oplevet den seneste uge, siger Anders Ladekarl, generalsekretær i Røde Kors.

Alene fra private har Røde Kors modtaget 33 millioner kroner. Fra virksomheder er der indtil videre doneret 62 millioner kroner, og fonde har sammenlagt doneret 106 millioner kroner.

10 danskere på vej

Røde Kors er til stede i Ukraine og har været det siden 2014. Holdet har de seneste dage fået selskab af ti danske nødhjælpsarbejdere, som den kommende tid skal understøtte Røde Kors’ indsats i landet, herunder sikre, at nødhjælp når frem og bliver delt ud samt træne frivillige i at yde psykisk førstehjælp.

-Situationen i Ukraine er meget anspændt og meget flydende, og behovene ændrer sig dag for dag. Vi tilpasser løbende indsatsen efter behovene, som lige nu især handler om at få mad, vand og tæpper frem til nogle af de hundredtusindvis af mennesker, der allerede er blevet fordrevet, siger Anders Ladekarl.

Han fortæller, at Røde Kors netop har brugt 42 millioner kroner af de indsamlede midler på indkøb af tæpper, madrasser, hygiejnepakker og mad til uddeling over de kommende uger.

Herudover er 15 millioner kroner sendt til Røde Kors i nabolandene til støtte til indsatserne her.

-Indtil videre er over en million mennesker flygtet til Ukraines nabolande, så behovet for hjælp også her er enormt. Derfor er hver eneste donation vigtig og betyder, at vi kan nå frem med afgørende humanitær bistand til folk i nød, siger Anders Ladekarl.