Nye Borgerlige må ikke bruge Muhammed-tegninger

Nye Borgerlige og partiets leder Pernille Vermund har de seneste dage samlet penge ind for at kunne indrykke annoncer i landets aviser med satiretegninger af profeten Muhamed.

Men nu falder projektet til jorden – ene og alene fordi det ikke er lykkedes partiet at sikre sig rettigheder til at offentliggøre tegningerne fra det franske satiremagasin Charlie Hebdo.

Partiet ønskede at aviserne skulle bringe tegningerne i sympati med den franske lærer Samuel Paty, som blev halshugget efter at have vist tegningerne i forbindelse med undervisning om ytringsfrihed.

To danske aviser, Berlingske og Weekendavisen, havde på forhånd meldt ud, at de var parate til at bringe annoncen med tegningerne. To andre aviser, Jyllands-Posten og Ekstra Bladet havde på forhånd sagt nej.

Nye Borgerlige oplyser, at de indsamlede penge vil blive returneret til giverne.