Ny Delta-undervariant viser ikke tegn på nedsat vaccineeffektivitet

Som de første i verden har forskere fra Statens Serum Institut lykkedes med at dyrke Delta AY.4.2 i sikkerhedslaboratorier på SSI, så man har kunnet undersøge den nærmere.

Der opstår hele tiden nye varianter af SARS-CoV. Senest har opmærksomheden samlet sig om undervarianten Delta AY.4.2, som blandt andet er stigende i Storbritannien. Her udgør den nu mere end 12% af de sekventerede prøver.

Nu har forskere på Statens Serum Institut (SSI) lykkedews med at dyrke Delta AY.4.2 i sikkerhedslaboratorier og man har testet AY.4.2 ved at udsætte det for antistofserum fra 14 personer, der er vaccineret med covid-19-vaccinen fra Pfizer/Biontech. Hvis man sammenligner resultaterne med resultater fra andre SARS-CoV-varianter viser det sig, at AY.4.2 har en let nedsat følsomhed over for neutraliserende vaccineantistoffer i forhold til den oprindelige Wuhan-lignende virus, der er i vaccinerne.

-Men Delta AY.4.2 har ikke nedsat følsomhed i forhold til de andre Delta-varianter. Og dermed heller ikke en nedsat vaccineeffektivitet. Derfor er det formentlig ikke en ændret antistoffølsomhed, der ligger bag det øgede antal Delta AY.4.2-tilfælde, der er set i nogle områder og lande, siger overlæge Anders Fomsgaard fra SSI.

Den nye undervariant findes i flere lande i Europa. Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme (ECDC) mener dog ikke, at det er nødvendigt at klassificere den som Variant Of Interest (VOI), da man ikke ser en generel stigende tendens i EØS-landene.

I Danmark blev det første tilfælde af Delta AY.4.2 påvist den 4. august. I september var forekomsten steget til over 2% af de sekventerede prøver.  Siden har den ligget på 1% – 2%.

-Foreløbig mener vi ikke, der er grund til bekymring ud fra de foreliggende data. Men vi følger selvfølgelig situationen nøje, siger Anders Fomsgaard.