Uroligheder i nat – tre anholdt

Igen i nat var der uroligheder i det vestlige Aarhus – tre personer er blevet anholdt.

Urolighederne startede i fredags efter en knivbevæbnet mand blev skudt i benet af politiet, da han forsøgte at nærme sig en demonstration med Stram Kurs og Rasmus Paludan i Digterparken tæt på Gellerupparken.

Lørdag aften og natten til søndag var politiet igen tilstede i området.

-Vores patruljer observerede sidst på aftenen og først på natten mange unge, også meget unge, på gaderne i Brabrand. Der var flere ildspåsættelser i skraldespande og i en enkelt bil, og der blev flere gange kastet med sten efter politiets biler og affyret fyrværkeri på gaden, men ingen politifolk blev ramt, siger fungerede politiinspektør, Gert Bisgaard.

Tre unge anholdt

Østjyllands Politi oplyser, at man i forbindelse med natten uroligheder har anholdt tre personer.

En 16-årig dreng blev anholdt og sigtet for vold mod polititjenestemand, da han kastede sten mod politiet ved Skaterparken på Tinesvej i Brabrand. En 15-årig dreng blev ligeledes anholdt og sigtet for vold mod polititjenestemand, da han affyrede et bomberør mod politiet i krydset Dortesvej/Karen Blixens Boulevard i Brabrand. En 18-årig mand blev anholdt og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen ved at have råbt efter en af politiets patruljer.

Alle tre blev løsladt efter endt afhøring, men er fortsat sigtet.

Efter kl. ca. 03.00 var der atter ro i det vestlige Aarhus, oplyser politiet, der også i de kommende dage vil være ekstra synligt til stede i området.

Skriv et svar