Tre mænd varetægtsfængslet: Sigtes for vold og trusler mod Rema1000-medarbejder

Torsdag blev tre mænd varetægtsfængslet, sigtet for trusler og grov vold mod en medarbejder i Rema1000 på Frederiks Allé i Aarhus C. En 20-årig mand er allerede varetægtsfængslet i sagen.

Sagen tog sin begyndelse onsdag d. 26. januar, da fire mænd overfaldt medarbejderen med flere slag og spark, tog halsgreb på ham og smed flere genstande på ham, inden nogle vidner greb ind og fik stoppet overfaldet.

Medarbejderen pådrog sig flere skader, som han efterfølgende blev behandlet for.

Dagen efter overfaldet blev en 20-årig mand anholdt og sigtet i sagen. Han blev efterfølgende varetægtsfængslet.

Torsdag formiddag blev de tre mænd på henholdsvis 20, 21 og 24 år fremstillet i grundlovsforhør bag lukkede døre. Retten varetægtsfængslede dem frem til den 25. februar. Den 20-årige kærede kendelsen.