To mænd på 29 og 45 år er blevet varetægtsfængslet, sigtet i en sag om besiddelse og salg af en stor mængde narkotika.
De to mænd blev anholdt onsdag formiddag i Aarhus på baggrund af en intensiv efterforskning imod det kriminelle narkomiljø i Aarhus og omegn. I forbindelse med anholdelserne blev der beslaglagt en større mængde narkotika og et større kontantbeløb.
Begge mænd blev torsdag formiddag fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Aarhus, sigtet for besiddelse og omfattende salg af mindst 5 kg heroin, mindst 5,5 kg kokain og mindst 200 gram MDMA til kunder i både Aarhus og andre byer i Midtjylland.
Grundlovsforhøret blev holdt bag lukkede døre og retten valgte at varetægtsfængsle begge mænd frem til den 1. marts.