Præst dømt for drab på sin kone

Thomas Gotthard (Politifoto)

Tirsdag aften blev præsten Thomas Gotthard dømt for drabet på sin kone Maria From Jakobsen.

Maria From Jakobsen blev meldt savnet i oktober sidste år, og sagen blev i første omgang behandlet som en eftersøgning af kvinden, der, ifølge den dømte mand, havde forladt deres fælles hjem i nedtrykt tilstand.

Det viste sig imidlertid kort tid efter, at kvinden var blevet meldt savnet, at sagen ikke forholdt sig som først antaget, og Nordsjællands Politi begyndte derfor at efterforske sagen som en drabssag i stedet.

Thomas Gotthard blev sigtet for drab og har siddet varetægtsfængslet siden november. Han har i lang tid nægtet ethvert kendskab til sin hustrus død, men i juni måned i år, gav han oplysninger til Nordsjællands Politi, som medførte, at liget af hende blev fundet.

Tirsdag stod Thomas Gotthard tiltalt ved Retten i Hillerød for drabet på sin hustru, hvor han under et indenretligt forhør erkendte han sin ugerning og aflagde tilståelse.

Han havde mødt en anden kvinde, og derfor valgt at slå sin kone ihjel. Han gjorde det ved først at slå hende i hovedet med en sten, og derefter lægge hænderne på hendes øjne, næse og mund.

I dagene inden drabet, havde Thomas Gotthard planlagt, hvordan han skulle skille sig af med liget ved at opløse det i kemikalier. Han havde foretaget indkøb af bl.a. tønder og kemikalier. Planen om at opløse liget lykkedes dog kun til dels, hvorefter resterne blev parteret, brændt og gravet ned i Sundbylille.

Thomas Gotthard blev ved Retten i Hillerød idømt 15 års fængsel.

– Jeg må sige, at omstændighederne omkring sagen har været temmelig usædvanlige. Nu er der faldet dom, og jeg er tilfreds med, at retten valgte at følge min påstand om 15 års fængsel, siger anklager Anne-Mette Wedel Seerup.

:NB: