En 14 dage lang nævningesag om sag om ildspåsættelse og grov afpresning blev fredag afsluttet ved retten i Herning med fængselsstraf til tre mænd.
De tre mænd på henholdsvis 23, 27 og 34 år blev allerede i onsdags kendt skyldige i at have stået bag branden i industribygningen på Lene Haugs Vej 10 i Ikast natten til den 28. august 2020, hvorved der skete skader for et beløb på mindst 25 mio. kroner.
I dag blev straffen så udmålt.
Den 27-årige blev idømt en fængselsstraf på syv år og seks måneder, mens de to øvrige begge har fået en dom på fem år og seks måneders fængsel.
De to ældste af mændene er blevet kendt skyldige i at have begået en lang række afpresningsforhold af særlig grov beskaffenhed for op mod flere hundrede tusinde kroner samlet. Afpresningsforhold, der ifølge anklagemyndigheden hos Midt- og Vestjyllands Politi ledte op til den påsatte brand på industribygningen i Ikast.
Anklager: For lave straffe
-Jeg er meget tilfreds med nævningetingets vurdering af beviserne, hvor branden er blevet henført til den alvorligste bestemmelse om brandstiftelse, og hvor afpresningsforholdet er henført under den skærpede straffebestemmelse. Henset til, at de tiltalte er dømt for flere meget alvorlige forbrydelser, er jeg dog noget forundret over straffenes længde, der efter min opfattelse er for lave, siger specialanklager Lise Hebsgaard, der har ført sagen for anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi.
Nævningesagen ved Retten i Herning har varet i alt 14 retsdage og begyndte tilbage i november sidste år.
Anklagemyndigheden havde rejst tiltale for i alt 19 forskellige forhold og nedlagt påstand om udvisning af to af de tiltalte, mens der endvidere var nedlagt påstand om konfiskation af udbytte. Et enigt nævningeting fandt de tre mænd skyldige i de fleste og væsentligste af forholdene.
De to yngste er blevet dømt for at have besiddet en større mængde kokain samt en pistol og ammunition på en adresse i Herning. En enkelt af mændene er ved Retten i Herning også blevet dømt for besiddelse af en ulovlig kniv og en halskniv samt besiddelse af hash til eget forbrug og kørsel i frakendelsestiden.
Alle de tre har anket dommen til frifindelse, subsidiært formildelse. De er ligeledes alle fortsat fængslet efter dom.