Kvinde sigtet for at sætte ild til lejlighed

Arkivfoto: Rolf Larsen.

Onsdag aften kort før klokken 20 rykkede politi og brandvæsen ud til en brand i en lejlighed på Glarbjergvej i Randers.


En kvinde og en mand, der havde befundet sig i lejligheden, var begge kommet ud, og ingen af dem var umiddelbart kommet noget til. Brandvæsnet fik slukket branden, inden den nåede at brede sig til andre lejligheder. 

Østjyllands Politi oplyser, at man på baggrund af de indledende undersøgelser af stedet, og de afhøringer, som politiet foretog, anholdt og sigtede den kvindelige beboer for forsætlig brandstiftelse ved at have sat ild til en genstand i soveværelset, mens hendes kæreste befandt sig i et andet rum. 

Kvinden blev torsdag fremstillet i grundlovsforhør bag lukkede døre. Retten valgte at varetægtsfængsle kvinden i fire uger. Kendelsen er kæret til landsretten.