Tre mænd og en kvinde er blevet dømt for et rambuktyveri mod en ur- og smykkeforretning på Strøget i København i januar 2022.
Dommen blev afsagt fredag ved Københavns Byret.
Tidligt om morgenen den 31. januar 2022 kørte en bil ind i indgangspartiet til forretningen, hvorefter gerningsmændene forsvandt i samme bil med ure og smykker til en værdi på mere end 5,7 millioner kroner.
Fire personer er efterfølgende blevet anholdt til sagen. Der er tale om fire rumænske statsborgere i alderen 37 til 42 år. De blev idømt fængsel i mellem et og tre år.
De tre mænd er blevet dømt for at have planlagt og udført tyveriet, mens kvinden blev dømt for at have hjulpet dem med bl.a. husly og til at flygte til udlandet.
En femte, uidentificeret gerningsmand medvirkede under rambuktyveriet.
Den ene af de dømte, en 38-årig mand, blev desuden dømt for et lignende rambuktyveri, som fandt sted den 23. november 2021 i det centrale Aarhus. Her blev der stjålet varer til en værdi af mindst 3,5 millioner kroner.
Den 38-årige mand, der blev dømt for begge rambuktyverier, blev idømt tre års fængsel og udvist for bestandig. Han udbad sig betænkningstid i forhold til en eventuel anke. De to andre mænd på henholdsvis 37 og 42 år fik hver to års fængsel og blev udvist for bestandig. Den ene modtog dommen, mens den anden ankede på stedet.
Den 41-årige kvinde blev idømt et års fængsel og blev udvist med indrejseforbud i seks år. Hun modtog dommen.