Fik frarøvet sine sko

En 19-årig mand kontaktede kort efter klokken et i nat politiet og fortalte, at han kort forinden var blevet overfaldet af to mænd på Østergade ved Hadsten Station.

Den 19-årige forklarede, at han og en ven var på vej til toget, da en bil holdt ind til siden, og to mænd, han ikke kender, steg ud og løb efter dem. De fik fat i den 19-årige, som de tildelte flere slag, inden de tog hans sko af ham og stak af fra stedet. 

Den 19-årige kom umiddelbart ikke alvorligt til skade. En patrulje var kort efter anmeldelsen på stedet, men det lykkedes ikke at finde frem til gerningsmændene. 

Østjyllands Politi oplyser, at man efterforsker sagen nærmere.