28-årig sigtet for vold: Slog fremmed kvinde i ansigtet

En 28-årig mand blev fredag formiddag fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Aarhus, sigtet for vold mod en 24-årig kvinde.

Ifølge Østjyllands Politi skete volden i forbindelse med en epsode torsdag eftermiddag ved Godsbanen i Aarhus. Her sad den 24-årige kvinde, sammen med to andre på nogle stole udenfor, da den 28-årige mand, som ingen af kvinderne kendte i forvejen, kom hen til dem og begyndte at råbe af dem. Den 24-årige kvinde blev siddende på stolen og begyndte at kigge ned i jorden, da manden kom helt tæt på hende og pludselig gav hende et knytnæveslag på den ene kind.

Kvinderne gik herefter væk fra stedet og fik fat i en mand, som de bad kontakte politiet.

Betjentene fik et signalement af manden, som de kort efter mødte i krydset ved Søren Frichs Vej og Ringgaden.

Den 28-årige mand fik at vide, at han var sigtet for vold, hvilket gjorde ham meget aggressiv, og han begyndte at råbe skældsord efter betjentene. Da han blev mere og mere opfarende blev han til sidst anholdt og lagt i håndjern og kørt ind til politigården i Aarhus.

Ved grundlovsforhøret fredag blev han varetægtsfængslet i fire uger. Han kærede kendelsen til landsretten.