Ny aftale: Mindre emballage, mere genbrug og genanvendelse

Jo mere emballageaffald, virksomheder producerer, jo mere skal de betale. Det er et bredt flertal i Folketinget er blevet enige om i en ny aftale om indførelse af udvidet producentansvar for emballage og engangsplastprodukter.

Virksomheder skal bruge meget mindre emballage, når de pakker deres produkter ind. Morgenmadspakker, shampooflasker, skotøjsæsker og anden indpakning skal designes, så det kan genbruges eller omdannes til ny emballage. Og de virksomheder, som sender emballage på markedet, skal nu betale for det affald, emballagen skaber.

Aftalen er et skridt i omstillingen mod en cirkulær økonomi og bidrager til en CO2-reduktion i affaldssektoren på ca. 0,12 millioner tons i 2030.

-Denne aftale er en af de helt store milepæle i den grønne omstilling og er vejen mod at bruge færre af de ressourcer, vores klode har alt for få af. Forureneren skal betale. Derfor er det virksomhederne og ikke borgerne, der skal betale for de stigende mængder emballage, der ender i vores skraldespande. I dag er det gratis for virksomheder at lave emballager, som er fyldt med unødvendigt plastik, eller som kun kan bruges én enkelt gang. Det har store konsekvenser for vores miljø og klima. Nu får virksomhederne et økonomisk vink med en vognstang om at nedbringe brugen af emballage. På den måde bakker vi op om de virksomheder, der arbejder med bæredygtige emballageløsninger. Vi sender et stærkt signal om, at fremtidens erhvervsliv skal være grønt for at kunne konkurrere. Og vigtigst af alt mindsker vi de bjerge af emballageaffald, vi i dag brænder af, siger miljøminister Lea Wermelin (S).

Den nye aftale bygger videre på en række anbefalinger fra erhvervslivet, kommunerne og de kommunale affaldsselskaber til udformningen af de kommende nye producentansvar.