I går formiddag aflagde et par betjente fra Østjyllands Politis efterforskningsafdeling i Randers et besøg hos en 26-årig mand i Viborg. Politiet mistænkte nemlig den 26-årige for, at have indgivet falsk anmeldelse om indbrud i sin tidlligere lejlighed i Gjerlev, og i forlængelse af det begået forsikringssvindel.
Den 26-årige mand havde den 29. oktober henvendt sig til politiet for at anmelde, at der havde været indbrud i hans lejlighed ved Gjerlev. I forbindelse med anmeldelsen fortalte den 26-årige mand, at der var stjålet en del værdifulde genstande til en samlet værdi af ca. 100.000 kroner. Penge fik han efterfølgende udbetalt fra sit forsikringsselskab.
Men i forbindelse med efterforskningen af sagen fik betjentene mistanke om, at den 26-årige selv havde stået bag indbruddet og selv havde fjernet de genstande, han havde meldt stjålet. Derfor opsøgte betjentene ham i hans nye lejlighed i Viborg, hvor de kunne konstatere at størstedelen af de genstande, han havde meldt stjålet, befandt sig.
Den 26-årige erkendte, at han havde indgivet falsk anmeldelse og begået forsikringssvindel, fordi han manglede penge. Han blev sigtet for bedrageri og falsk anmeldelse, og alle de genstande, han havde meldt stjålet, blev beslaglagt med politiet med henblik på udlevering til forsikringsselskabet.