Syv dræbt i helikopterstyrt

Alle syv ombordværende blev dræbt, da en helikopter i rutefart lørdag formiddag styrtede ned i den italienske Puglia-region.

Det rapporterer flere italienske medier, heriblandt la Repubblica.

Blandt de omkomne var en læge på vej hjem fra arbejde, samt en slovensk familie på fire personer, heriblandt en 13-årig pige. De to øvrige omkomne var piloter.

Helikopteren forsvandt fra radaren kl. 10.40, og blev lokaliseret i løbet af eftermiddagen i et landligt område mellem San Severo og Apricena.