Giver efter for pres: Russiske og Belarussiske atleter må alligevel ikke være med

Atleter fra Rusland og Belarus får alligevel ikke lov til at stille op ved de paralympiske vinterlege i Beijing.

Det oplyser Den Internationale Paralympiske Komite (IPC).

Beslutningen kommer blot en dag efter, at de to landes atleter havde fået grønt lys til at stille op som neutrale under IPC’s fane.

Men flere lande har, ifølge IPC, truet med ikke at deltage, hvis russiske og belarussiske atleter deltog.

-I de sidste 12 timer har et overvældende antal medlemmer været i kontakt med os og været meget åbne, hvilket jeg er taknemmelig for. De har fortalt os, at hvis vi ikke genovervejer vores beslutning, vil det nu sandsynligvis få alvorlige konsekvenser for de paralympiske vinterlege i Beijing 2022. Flere NPC’er (nationale paralympiske komiteer -red.), hvoraf nogle er blevet kontaktet af deres regeringer, hold og atleter, truer med ikke at konkurrere.

Legene starter i morgen fredag.