Aflyser topmøde

USA’s udenrigsminister Antony Blinken skulle torsdag mødes med sin russiske kollega Sergej Lavrov, men det møde er nu aflyst.

På mødet skulle de to udenrigsministre bl.a. have talt om en dagsorden for et møde mellem USA’s præsident Joe Biden og Ruslands præsident Vladimir Putin.

Tirsdag meldte Det Hvide Hus ud, at mødet mellem de to præsidenter ikke var en mulighed nu, oven på den seneste udvikling i Ukraine.

Og det er netop den seneste udvikling der gør, at Antony Blinken ikke mener, at det giver mening at mødes med Sergej Lavrov.