Venstre freder Arne-pensionen

Afskaffelse af retten til tidlig pension – populært kaldet Arne-pension, er ikke et punkt for Venstre ved det kommende valg.

Det gør Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, finansordører Troels Lund Poulsen og beskæftigelsesordfører Hans Andersen klart i en kronik i Avisen Danmark.

Venstre stemte ellers imod lovforslaget, da det var til afstemning i Folketinget i december 2020. Men Venstre vil altså ikke rulle ordningen tilbage.

“Vi vil ikke skabe utryghed for de mange, der er ved at trække sig tidligt tilbage. Det ville ikke være rimeligt at sende Arne tilbage på bryggeriet, efter at et flertal i Folketinget allerede har lovet at sende ham på tidlig pension.”, skriver de tre i kronikken.

Arne-pensionen trådte i kraft pr. 1. januar 2022 og giver ret til tidligere tilbagtrækning, for dem, som har været længe på arbejdsmarkedet.