SSI: Op mod 400.000 kan være smittet

Det officielle antal smittede med coronavirus er tirsdag eftermiddag 5.071, men nu siger Statens Serum Institut, at det tal kan være 30-80 gange højere – altså op mod 150.000 – 400.000 kan være smittet herhjemme.

Der har længe været tale om et betydeligt mørketal, fordi myndighederne igennem længere tid har valgt ikke at teste alle, som udviser symptomer. Men nu oplyser Statens Serum Institut på baggrund af antistofundersøgelser hos 1.000 bloddonorer i Region Hovedstaden, tappet i perioden 1-3. april, at 2,7% havde fået påvist antistoffer, hvilket med en sensitivitet af testen på 70% svarer til at 3,5 % af de undersøgte allerede har været smittet med COVID-19. Statens Serum Institut fremfører, at hvis dette tal overføres til hele befolkningen i Region Hovedstaden, svarer det til, at ca. 65.000 personer kan have været smittet allerede d. 26. marts. På dette tidspunkt var der konstateret 917 bekræftede smittetilfælde i regionen. Det betyder, at der kan være op til 70 gange
flere smittede i samfundet end konstaterede bekræftede tilfælde.

I Statens Serum Instituts arbejde med modellering af udvikling af epidemien i Danmark har man på baggrund af undersøgelser i blandt andet Island og Tyskland valgt at arbejde med, at det reelle antal smittede i Danmark er 30-80 gange højere end det antal, der bliver påvist.

Det vurderes altså, at mørketallet er betydeligt højere end i det første planlægningsscenarie, og det vurderes fra Statens Serum Instituts side, at der for hver påvist smittetilfælde frem til 28. marts kan være 30-70, der reelt er smittet. Dette forhold vil påvirkes af, hvor mange der fremadrettede vil blive konstateret smittet.

Der er således formentligt betydelig mere udbredt smittespredning i samfundet end tidligere antaget.

Tallene fremgår af den nye statsrapport fra Sundhedsstyrelsen.

Skriv et svar