Godkender Modernas vaccine til børn fra 12 år

Det Europæiske Lægemiddelagentur har godkendt Mordernas coronavaccine til børn i alderen 12-17 år.

Mordernas vaccine har tidligere kun været godkendt fra 18 år og op, mens BioNTech & Pfizers vaccine siden maj måned har været godkendt fra 12 år og op.

-Vi anbefaler begge vacciner ligeværdigt og uden forbehold til alle målgrupper i det generelle vaccinationsprogram, herunder også børn og unge, samt kvinder der er gravide eller ammer. De er begge fremragende vacciner, der er meget veldokumenterede, og utroligt sikre og effektive. Selvom de to vacciner er meget ens, så vil vi dog ikke begynde at ’blande’ de to vacciner mellem 1. og 2. stik, og vi vil også fortsat sikre, at man ved tidsbestillingen kan se, hvilken vaccine man bliver tilbudt, siger direktør Søren Brostrøm.

Vaccinerne har, ifølge Sundhedsstyrelsen, begge en effekt på mellem 94-95 %, hvilket er usædvanligt højt sammenlignet med andre vacciner.

Sundhedsstyrelsen vil i den kommende tid opdatere alle materialer om vaccination til de 12-17-årige på baggrund af den nye godkendelse.