Forbundsformand: Afskaffelsen af Store Bededag er en politisk farce, men ingen griner

Regeringens lovforslag om afskaffelse af Store Bededag vil udhule helt almindelige menneskers løn og tage tid væk fra familien. Det mener HK’s forbundsformand Anja C. Jensen, der undrer sig over, at regeringen overhovedet har ladet det komme så vidt, at man lægger et lovforslag frem:

– Siden udmeldingen om, at man vil afskaffe Store Bededag, har vi været vidner til en politisk farce. Men når jeg kigger rundt, så er der ingen, der griner. Heller ikke dem, der tilsyneladende ønsker det gennemført for enhver pris, siger forbundsformand for HK, Anja C. Jensen og tilføjer:

– Jeg kan ikke forstå, at SVM-regeringen vil stå så hårdt på en musketered om et forslag, som ingen af dem vil stå fadder til. Et forslag som har store konsekvenser for både lønmodtagerne og velfærdssamfundet, men lille opbakning i befolkningen, siger Anja C. Jensen.

2700 færre kolleger i den offentlige sektor

Det fremgår af Finansministeriets beregninger, at det forventede provenu for afskaffelsen af helligdagen forudsætter, at de offentlige udgifter forbliver uændrede. Det på trods af, at også offentligt ansatte, der normalt har fri, vil skulle arbejde på Store Bededag. De merudgifter til løn, vil uværgeligt gøre, at der vil skulle spares andre steder.

Ifølge tal fra Beskæftigelsesministeriet vil konsekvensen af, at der ikke følger midler med merudgiften, svare til 2700 færre kolleger i den offentlige sektor.

– Nu ligger der et lovforslag, som aldrig skulle være udarbejdet. Ud over at være en uansvarlig og utidig indblanding i løn- og arbejdsvilkår, så forstyrrer og besværliggør det historisk svære overenskomstforhandlinger. Ovenikøbet sniger forslaget yderligere besparelser på velfærden ind ad bagdøren. Det betyder, at de personer som vi i forvejen beder om at løbe stærkt, nu også skal løbe endnu længere. Den går bare ikke, siger forbundsformand for HK, Anja C. Jensen.

– Min klare opfordring til politikerne er fortsat: Kom nu til fornuft. Træk forslaget tilbage. Der er ingen vindere i denne sag, og der er ingen grund til, at dette skal blive til hovedfortællingen i SVM-regeringens politiske eftermæle. Lad det dog ende som en fodnote om en svær begyndelse, og lad os så komme videre. Men det betyder altså også, at regeringen bør handle før det er for sent, afslutter hun.