Vanvid på motorvejen: Bilist ramt af kasteskyts fra medbilist

En episode i går på Sydmotorvejen kunne være endt helt galt.

En 62-årig bilist kom kørende i nordgående retning, og var efter afkørslen ved Tappernøje ved at overhale to andre bilister, mens han kørte de tilladte 130 km/t.

Det var tilsyneladende alt for langsomt for en bil, der kom bagfra med stor hastighed og kørte tæt op bag den 62-årige og pressede ham til at flytte sig fra overhalingsbanen. Idet bilen bagfra overhalede den 62-årige kastede en passager to genstande mod hans bil, så der kom en bule på førerdøren.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi opfordrer eventuelle vidner til episoden om at kontakte politiet på telefon 114.