To 28-årige mænd blev tirsdag dømt for at have indført knap et kilo kokain til landet med henblik på at sælge det videre til en større personkreds.
Sagen tog sin begyndelse, da politiet den 24. marts i år fin en henvendelse fra Toldstyrelsen, som havde opsnappet en mistænkelig pakkeforsendelse ved en kontrol i Kolding. Pakken var på vej fra Holland til en afhentningssted i Aarhus, og den viste sig at indeholde en puslespilsæske, hvor der i stedet for brikker lå omkring et kilo kokain.
Efterforskerne hos Østjyllands Politi erstattede kokainen med falsk narko og fulgte i det skjulte pakken. Der stod derfor betjente parat ved den pakkeshop i Aarhus, hvor pakken skulle afhentes et par dage efter. Her hentede den ene 28-årige mand pakken og på en p-plads i nærheden, overdrog han den til den anden 28-årige mand, inden de begge kort efter begge blev anholdt og senere varetægtsfængslet.
Der var skrevet en kvindes navn og adresse på pakken, og den 28-årige, der hentede pakken, havde en fuldmagt med fra kvinden. Fuldmagten var dog forfalsket, og kvinden anede intet om, at hun på den måde var blevet brugt til det kriminelle foretagende.
I retten erkendte den ene 28-årige, at han havde hentet pakken i pakkeshoppen for den anden 28-årige, som han kender. Den anden 28-årige forklarede, at en tredje person havde lovet ham nogle tusinde kroner for at fremskaffe pakken med kokain. Han ville dog ikke fortælle, hvem personen var.
Den 28-årige, der hentede pakken, blev idømt to års ubetinget fængsel, mens den anden 28-årige blev idømt fire års fængsel, da vurderingen var, at han spillede en større rolle i indførelsen af de ulovlige stoffer.
Begge mænd erkendte og modtog dommen.