Søndag eftermiddag anholdt Midt- og Vestsjællands Politi en olietyv i Slagelse.
Det skete efter en anmeldelse om, at der stod en mand på Japanvej i Slagelse og var i færd med at pumpe olie fra en palletank over i mindre dunke.
Politiet fik fat i en 35-årig mand fra lokalområdet, som ganske rigtigt havde 28 fyldte 20-liters dunke og to fyldte 200-literes tønder med fyringsolie.
Han havde også pumpeudstyr med, og den 35-årige havde vanskeligt ved helt præcist at redegøre for, hvor olien stammede fra. Derfor blev dunkene og olien beslaglagt, den 35-årige blev sigtet for tyveri af i alt 960 liter fyringsolie, og det skal nu afdækkes, hvor olien kan være stjålet fra.