Flere dræbte og sårede efter russisk missilangreb

Embed from Getty Images

Mindst 11 blev dræbt og 89 såret, da russiske missiler mandag morgen regnede ned over flere Ukrainske byer.

Alene i Kyiv blev syv dræbt og 51 såret.

Det oplyser de ukrainske myndigheder.

De russiske missiler skal have ramt både militære mål og infrastrukur, men også adskillige boligejendomme.

Flere steder i Ukraine, herunder dele af hovedstaden Kyiv, er mandag aften uden strøm som følge af missilangrebet.

Putin: Bro-angreb krævede hårdt modsvar

I en tale mandag sagde den russiske præsident, Vladimir Putin, at angrebet på Krim-Broen forleden, var et ukrainsk terrorangreb og det krævede et hårdt modsvar.

Putin advarede også om fremtidige ukrainske angreb:

-Vi vil reagere kraftigt på ukrainske angreb på russisk territorium, og det vil være angreb i samme skala, som truslerne mod Rusland, siger Putin.

Vesten fordømmer missilangrebet

Vestlige ledere har fordømt morgenens missilangreb.

Blandt dem er USA præsident Joe Biden, der i en udtalelse siger:

-Disse angreb dræbte og sårede civile og ødelagde mål, der ikke har militære formål. De viser endnu en gang den grænseløse brutalitet ved Putins ulovlige krig mod det ukrainske folk.

Biden lover fortsat støtte til Ukraine.

Den britiske udenrigsminister James Cleverly kalder morgens angreb for: “en opvisning af svaghed hos Putin, ikke styrke”.

Danmarks udenrigsminister, Jeppe Kofod (S) kalder på twitter tv-optagelserne fra Kyiv for “Stærkt ubehagelige” og skriver at “Ruslands agression skal stoppes”.

Advarer danskere i Ukraine

Missilangrebet har fået Udenrigsministeriets Borgerservice til at advare danskere, der opholder sig i Ukraine, om øget risiko for angreb i hele landet.

På Twitter skriver Borgerservice bl.a.:

“Undgå centrale lokaliteter, områder tæt på regeringsbygninger og kritisk infrastruktur i hele landet”.