Slog til mod bandemiljøet – Seks anholdt i narkoaktion

Foto: Rolf Larsen.

Tirsdag slog Østjyllands Politi til i en koordineret aktion mod bandemiljøet i Aarhus i forbindelse med efterforskningen af organiseret narkohandel.

Fem personer blev anholdt og flere adresser i Aarhus-området blev ransaget under aktionen. Derudover blev en person anholdt i fængslet, hvor han afsoner.  De anholdte er medlemmer af eller har relationer til bandemiljøet i Aarhus Vest.  Det oplyser Østjyllands Politi.

Gennem flere måneder har Østjyllands Politi efterforsket narkohandlen, og de anholdte personer mistænkes alle for at have været med til at skaffe kokain, som er blevet solgt videre – både i større mængder og på gadeplan. 

-Det er vores formodning, at gruppen også har været i besiddelse af en del narkotelefoner, som folk har kunnet ringe til for at bestille kokain, som så efterfølgende er blevet bragt ud. Det er en sag, som har mange involverede, både købere og sælgere, og vi forventer, at der vil blive sigtet og anholdt flere personer i sagen, siger vicepolitiinspektør Lennart Glerup. 

Varetægtsfængslet

De anholdte, der alle er unge mænd i 20’erne, sigtes for i forening at have indkøbt mindst 10 kg kokain med henblik på videresalg. 

Den 24. februar blev den første person i sagen anholdt og varetægtsfængslet, da Østjyllands Politi fandt narko under en ransagning på hans adresse i Tilst. 

De anholdte blev tirsdag eftermiddag fremstillet i grundlovsforhør bag lukkede døre. Her blev de alle seks varetægtsfængslet i 4 uger.

Ingen af de fængslede kærede fængslingerne.

Skriv et svar