Skød sig selv efter politijagt

En 31-årig mand skød i nat sig selv efter politiet havde lavet en længere eftersættelse.

Sagen undersøges nu af Den Uafhængige Politiklagemyndighed, som i en pressemeddelelser oplyser, at man kl. 03.45 natten til fredag modtog en underretning fra Sydøstjylands Politi op, at politiet om natten havde eftersat en bil på motorvej E45. Føreren af bilen, en 31-årig mand, kørte efter en længere eftersættelse ind på en rasteplads ved Skærup og skød sig selv. Han er afgået ved døden. De pårørende er underrettet.

Rastepladsen blev efterfølgende afspærret og politiets teknikere har arbejdet på stedet, bl.a. i ly af at telt, som Beredskabsstyrelsen sørgede for blev rejst på stedet.

Den Uafhængige Politiklagemyndigheds undersøgelse af episoden sker i medfør af retsplejelovens § 1020 a, stk. 2, som siger, at politiklagemyndigheden iværksætter efterforskning, når en person er afgået ved døden eller er kommet alvorligt til skade som følge af politiets indgriben, eller mens den pågældende var i politiets varetægt.

Når efterforskningen i sagen er tilendebragt, sender Politiklagemyndigheden sagen samt en redegørelse til statsadvokaten, som træffer afgørelse i sagen.

:NB: