Sigtet for drab i Field’s skal for retten til sommer

Til sommer starter retssagen mod den 22-årige mand, som er sigtet for skyderiet ved indkøbscentret Field’s.

Anklagemyndigheden ved Københavns Politi oplyser, at sagen skal køres ved Københavns Byret og der er berammet seks retsdage til sagen: 2. juni, 13. juni, 20. juni, 28. juni, 3. juli og 5. juli.

Tre dræbt i skyderi

Skyderiet ved Field’s fandt sted sidst på eftermiddagen den 3. juli sidste år, da en mand skød med en riffel i shoppingcentret. Tre personer blev dræbt og fire såret.

Den 22-årige blev anholdt efter en større politiindsats og har siddet varetægtsfængslet siden.  Anklagemyndigheden oplyser, at han i dag har fået forlænget varetægtsfængslingen yderligere til foreløbig 8. februar.