En 37-årig mand er blevet sigtet for narkobesiddelse og for salg af dopingmidler efter politiet tordag aften ransagede en adresse i Spentrup.
En mistanke om at beboeren på adressen var i besiddelse af en større mængde doping til videresalg fik ved 21-tiden Østjyllands Politis specialpatrulje til at aflægge besøg på stedet. Allerede på trappestenen foran huset fik betjentene bekræftet deres mistanke, idet der lå en plasticpose med doping på trappen.
På adressen traf betjentene den 37-årige mandlige beboer og en 29-årig kvinde, der begge blev gjort bekendt med, at politiet ville ransage på adressen. I forbindelse med ransagningen blev der fundet en meget stor mængde doping, en mindre mængde kokain og et større kontantbeløb.
Den 37-årige mand blev anholdt og sigtet for narkobesiddelse og for salg af dopingmidler under særligt skærpende omstændigheder, idet der blev fundet ganske store mængder doping på stedet.