Narrede kvinde væk og stjal fra hendes hjem

Søndag ved 17-tiden fik Østjyllands Politi en henvendelse fra en 68-årig kvinde, som fortalte, at hun var blevet narret af to unge mænd, og at hun havde fået stjålet flere værdier i sit hjem på Ranunkelvej i Sabro.

Ifølge kvinden havde hun set to mænd stå ude foran sit vindue, da den ene noget tid efter bankede på og bad om hjælp, fordi hans ven var faldet og havde slået sig. Den 68-årige gik med manden lidt væk fra huset, men de fandt aldrig den ven, der angiveligt skulle være kommet til skade.

Da kvinden lidt efter gik tilbage til sit hus, var det rodet igennem, og der var stjålet nogle værdier fra stedet.

Kvinden har givet følgende signalement af mændene:

A: Mellemøstlig af udseende, mørk hud, ca. 30-35 år og ca. 175-180 cm høj, fedladen med kort, mørkt skæg. Han var iført sort jakke med hætte og talte dansk.

B: Mellemøstlig af udseende, mørk hus, spinkel og med sort fipskæg.

Østjyllands Politi hører gerne fra personer, som har oplysninger om de to mænd. Politiet kan kontaktes på telefon 114.