Mistænkte hjemmerøvere varetægtsfængslet

To bulgarske mænd er blevet varetægtsfængslet, sigtet for hjemmerøveri mod en 49-årig landsmand.

Røveriet fandt sted fredag d. 5. august på en adresse i Aabenraa Kommune. Politiet modtog anmeldelse om røveriet kl. 23.38 og de to mistænkte gerningsmænd blev hurtigt eftersøgt.

De nåede dog at flygte til Sverige, hvor de blev anholdt af svensk politi den 6. august, umiddelbart efter de var kommet ind i landet.

Mændene, der er henholdsvis 35 og 48 år gamle, blev torsdag udleveret til Danmark. Fredag blev de fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Sønderborg, hvor de blev varetægtsfængslet i fire uger.

Begge mænd nægter sig skyldige, men kærede ikke varetægtsfængslingen.