Læge tiltalt for at krænke endnu en kvinde

Doctor Medical Medicine Health

En 30-årig læge, der oprindeligt var tiltalt for at have krænket tre kvindelige patienter, er nu blevet tiltalt for at have blufærdighedskrænket en fjerde kvinde.

Ifølge tillægsanklageskriftet foregik episoden den 20. januar i år på Regionshospitalet Viborg, hvor lægen under en undersøgelse krænkede kvindens blufærdighed ved at befamle hende.

Det var en anmeldelse, der kom på bagkant af presseomtalen af sagen, der fik politiet til at foretage en efterforskning og altså nu har ført til, at anklagemyndigheden har rejst tiltale.

Den 30-årige, der har siddet varetægtsfængslet siden den 24. marts, var i forvejen tiltalt for at have krænket to kvindelige patienter seksuelt og for blufærdighedskrænkelse af en tredje kvinde. Overgrebene fandt ifølge tiltalen sted på Aarhus Universitetshospital og Regionshospitalet Viborg i januar og marts 2022.

Den 30-årige har frivilligt ladet sin varetægtsfængsling løbe frem til, der er faldet dom i sagen.

Sagen er berammet til at køre ved retten i Aarhus over fire dage i løbet af december.