Kvinde fundet død på dansk ø

Politiet har med hunde og teknikere undersøgt et dødsfald på Orø. Udelukker ikke en forbrydelse.

Klokken 12.18 lørdag fik Midt- og Vestsjællands politi en anmeldelse om en syg og hjælpeløs person på en adresse på Kratvej i Gamløse på Orø. Husets kvindelige beboer var, ifølge anmelderen, ikke set i nogen tid.

Da adressen blev undersøgt nærmere, blev liget af en kvinde fundet på stedet.

Politiet har hele lørdagen været på stedet, som er blevet undersøgt af teknikere, ligesom hunde har været brugt til at lede efter spor.

Tidligere lørdag udsendte Midt- og Vestsjællands Politi en pressemeddelelse, hvori lederen af efterforskningen ,vicepolitiinspektør Bjørke Kierkegaard, udtalte:

-Vi er i gang med at undersøge findestedet og fastlægge den afdødes identitet. Det er dog politiets formodning, at der er tale om husets beboer. Kvinden har tilsyneladende ligget død på adressen i nogen tid, og der er nogle omstændigheder, der gør, at vi på nuværende tidspunkt ikke kan udelukke, at der er sket en forbrydelse. Vi er derfor er vi i gang med at undersøge forholdene nærmere, lave forhøringer i området og foretage kriminaltekniske undersøgelser på findestedet.