Nordjyllands Politi har i dag anholdt fire unge mænd og sigtet dem for et groft røveri.
Røveriet fandt sted i det centrale Aalborg kort før klokken 23 mandag d. 9. maj.
-Sent denne aften gik offeret, en 23-årig mand, ind i en opgang med en rygsæk på ryggen. Kort efter at han var kommet ind i opgangen, blev han passet op i et hjørne i opgangen af fire mænd, der fulgte efter ham ind i opgangen. De 4 mænd var maskerede med huer og hætter. Og her blev det 23-årige offer forsøgt frarøvet sin rygsæk med indhold, imens han blev tildelt adskillige knytnæveslag og knæspark. En af de fire gerningsmænd tildelte den 23-årige mand et knivstik i det ene lår, inden de alle sammen flygtede fra stedet, forklarer efterforskningsleder, politikommissær Kenneth Rodam.
Politiet har siden efterforsket intenst i sagen og det er bl.a. ved hjælp af vidneafhøringer og gennemgang af videoovervågning er det lykkedes politiet at fastslå identiteten på de fire maskerede mænd, som alle blev anholdt i dag.
De anholdte er i alderen 15-17 år, og har tilknytning til Aalborg. Ifølge Nordjyllands Politi er de fire unge i den senere tid ved flere lejligheder blevet antruffet af politipatruljer i forbindelse med diverse utryghedsskabende situationer.
-Jeg er glad for, at vi hurtigt har kunne opnå gennembrud i denne sag og skride til anholdelse – og dermed kan vi få de ansvarlige stillet til regnskab for dette alvorlige tilfælde af røveri, siger Kenneth Rodam.
De fire unge blev i løbet af dagen fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Aalborg og fængslet i fire uger frem til 22. juni. På grund af deres alder, er varetægtsfængslingen sket på forskellige ungdomsinstitutioner.
Politiet fortsætter efterforskningen og vil nu klarlægge, om der er nogle af de fire unge mænd, som har været involveret i andre overfald eller røverier i lokalområdet.