Fanget på kamera: 75-årig sigtet for blufærdighedskrænkelse

Mandag aften ved 22-tiden rykkede politiet ud til en adresse i Randers efter en anmeldelse om blufærdighedskrænkelse.

Anmelderen var en 28-årig kvinde, som til politiet fortalte, at hendes 75-årige genbo havde stået på altanen overfor og befamlet sig selv, mens han kiggede ind på hende gennem hendes vindue. 

Det var ifølge kvinden ikke første gang, at manden havde gjort det, og denne gang havde hun filmet ham med sin mobiltelefon. 

Ud fra videoen og afhøringerne på stedet blev den 75-årige sigtet for blufærdighedskrænkelse.