Fandt sine gæs uden hoveder

En 29-årig kvinde kontaktede onsdag eftermiddag politiet og fortalte, at hun havde fundet sine gæs med hovedet flået fra kroppen på en mark.

Gæssene havde havde opholdt sig i en indhegning ved en landejendom på Futtingvej i Futting ved Thorsø, da hun var ude at se til dem ved 8-tiden om morgenen. Da hun ville se til dem igen ved 10-tiden, lå de fire af dem på marken uden hoveder, og den sidste var forsvundet fra stedet. Hovederne var heller ikke nogen steder at se.

Østjyllands Politi oplyser, at undersøgelser på stedet tyder på, at der er tale om en bevidst handling, hvor en eller flere gerningsmænd har rykket hovederne af gæssene. Der er uvist, hvordan gerningsmanden/-mændene er kommet til og fra stedet, men der blev konstateret et hul i hegnet, hvor man formentlig er kommet ind.

Østjyllands Politi hører gerne fra eventuelle vidner, der kan have set en eller flere personer ved landejendommen i tidsrummet fra kl. ca. 08.00 til 10.00 onsdag formiddag. Oplysninger i sagen kan gives til politiet på telefon 114.