En 27-årig mand der blev alvorligt såret under et knivstikkeri fredag i sidste uge tidligt om morgenen, afgik torsdag ved døden.
Det oplyser lederen af efterforskningen af sagen, politikommissær Lene Mikel Madsen, Nordjyllands Politi, som også oplyser, at de pårørende til afdøde er underrettet.
Søgen især et særligt vidne
Politiet efterforsker fortsat sagen og efterlyser i den forbindelse vidner til drabet, der udspillede sig tidligt fredag morgen, d. 12. november 2021, omkring kl. 04.25 i Aalborg ved Jomfru Anes Gård.
-Vi søger særligt efter et vidne, som vi ved fra vores efterforskning af sagen kan have set knivstikkeriet udspille sig ved indgangen til Jomfru Anes Gård – lige ved Q-park palads, der ligger Ved Stranden, siger politikommissær Lene Mikel Madsen, der understreger, at der er tale om et vidne i sagen og ikke en mistænkt.
-Vi ved, at vidnet – en yngre mand – tilfældigt har befundet sig på stedet, og vi er derfor meget interesserede i at komme i kontakt med ham, idet han kan have gjort sig nogle observationer, som er særligt vigtige i vores videre efterforskningsarbejde, forklarer Lene Mikel Madsen.
Politiet beskriver vidnet som værende en yngre mand med mørkt kort hår, lys i huden, iført mørkeblå trøje eller tynd jakke. Han har hvid T-shirt/trøje på under jakken/trøjen. Iført sorte bukser og lyse sportssko med lyse snørebånd.
Politikommissæren oplyser, at dette vigtige vidne befandt sig i Jomfru Anes gård mellem kl. 04.25 og 04.27, hvorefter han gik retur til Jomfru Ane Gade i retningen mod syd, og han drejede herefter ad Bispensgade mod øst i retningen mod Nytorv.
-Vi opfordrer vidnet til straks at rette henvendelse til os på telefon 114, lyder det fra Lene Mikel Madsen, der tilføjer, at politiet ikke har grund til at kritisere den unge mand for ikke at have henvendt sig.
-Tværtimod. Det er vigtigt, at alle vidner står frem, så vi kan få sagen belyst. Selv ganske få informationer kan være vigtige, når et samlet hændelsesforløb skal undersøges.
Politikommissæren understreger ligeledes, at alle med oplysninger i sagen skal rette henvendelse til Nordjyllands Politi på 114.
Omfattende efterforskning
Nordjyllands Politi er i øjeblikket i gang med et omfattende efterforskningsarbejde, der skal klarlægge omstændighederne før, under og efter drabet – og derfor har politiet ikke mulighed for at kommentere på detaljer i sagen. Politiet kan derfor heller ikke udtale sig detaljeret om motivet til overfaldet.
-Det er en del af efterforskningen. Vi kan dog slå fast, at det ikke er banderelateret eller et tilfældigt overfald. Vi kan om årsagen kun sige, at vores arbejde indtil nu har påvist, at der er en relation mellem personerne, og at der er tale om en forudgående uoverensstemmelse – og det er den, som formentlig fører til knivstikkeriet, siger politikommissær Lene Mikel Madsen, der tilføjer om politiets videre arbejde:
-Vi har flere efterforskningsskridt foran os: Det indebærer blandt andet afhøringer, forhøringer og tekniske samt retsmedicinske undersøgelser. Af hensynet til vores efterforskning af sagen har vi ingen yderligere informationer i øjeblikket.
To personer – to mænd på 22 år – er tidligere blevet anholdt og varetægtsfængslet i sagen frem til foreløbig 9. december 2021, mens en tredje anholdt person, en 20-årig mand, blev løsladt. De to anholdte er i dag, 19. november, blevet siget for overtrædelse af straffelovens § 237 omhandlende manddrab.
Læs også: To personer stukket med kniv i Aalborg.