Mand stukket med kniv – politiet søger vidner

En 21-årig mand blev natten til fredag stukket med kniv af et par maskerede gerningsmænd.

Politiet modtog kl. 01.43 anmeldelsen om knivstikkeriet, der fandt sted ud for en adresse på Kalmargade i Aarhus N.

Flere patruljer kørte til stedet, hvor de traf den 21-årige, der blev kørt til behandling for nogle stiksår. Han var dog umiddelbart ikke kommet alvorligt til skade.

Politiet har i løbet af natten sikret spor på stedet og patruljeret i området, men der er endnu ikke anholdt nogen i sagen.

Østjyllands Politi hører meget gerne fra vidner, der kan have set overfaldet, eller som har oplysninger i sagen. Oplysninger kan gives til politiet via tlf. 114.