48-årig fængslet – sigtet for at snitte mand i ansigtet med kniv

En 48-årig mand er blevet varetægtsfængslet, sigtet for grov vold ved at have snittet en 36-årig mand i ansigtet med en kniv.

Overfaldet fandt sted onsdag kl. 17.45 på en beværtning i Mørke, hvor både den 48-årige og den 36-årige var gæster. Den 48-årige gik ifølge vidner på stedet pludseligt hen til den 36-årige, tog en kniv frem og svingede kniven mod hans ansigt, så der kom nogle mindre skader på ansigtet.

Herefter råbte den 48-årige nogle trusler mod den 36-årige og stak af fra stedet, inden politiet blev tilkaldt.

Kort efter midnat, natten til torsdag traf en politipatrulje den 48-årige, da han kom kørende i en bil på Sigridsvej i Brabrand, hvor de fik ham standset og anholdt. Da han er frakendt kørekortet og virkede påvirket af euforiserende stoffer, blev han ud over voldsforholdet også sigtet for narkokørsel og kørsel i frakendelsestiden. Han er desuden sigtet for trusler og for overtrædelse af knivloven.

Den anholdte blev torsdag formiddag fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Randers, sigtet for grov vold. Han blev varetægtsfængslet i fire uger.