48-årig dømt for bedrageri: optog lån med andres Nem-ID

Justice Statue Lady Justice

En 48-årig mand fra Grenaa er ved Retten i Randers blevet dømt for groft bedrageri.

Bedragerierne skete over en længere periode, hvor den 48-årige opsøgte en række sårbare og udsatte personer, som han fik til at udlevere NemID og tilhørende koder. Oplysninger brugte han til at skaffe sig penge via lån, som han vidste, hverken han eller de forurettede kunne betale tilbage. Den 48-årige optog kviklån og købte varer på afbetaling for over 1,7 millioner kroner.

Østjyllands Politis afdeling for Økonomisk Kriminalitet fik kædet anmeldelser fra bl.a. banker og pårørende sammen, og efterforskerne kom på sporet af den 48-årige, som blev anholdt og varetægtsfængslet i marts. 

Spillede pengene op

I retten erkendte den 48-årige bedragerierne og forklarede, at pengene er spillet op.

Retten idømt ham to år og tre måneders fængsel. Han blev efter dommen sendt direkte til afsoning af sin fængselsstraf. 

-Jeg er tilfreds med dommen, der afspejler omfanget og alvoren af den 48-åriges bedragerier, som gik ud over nogle mennesker, som er særligt sårbare.  Det spillede også ind på straffen, at han tidligere er dømt for lignende sager, siger specialanklager Jesper Rodkjær. 

Den 48-årige modtog dommen.