47-årig dømt: Affyrede skud mod kæreste

En 47-årig mand blev onsdag i den forgangne uge i Retten i Randers idømt tre et halvt års ubetinget fængsel for at have affyret et skud med en pistol tæt på sin daværende kæreste, som han i flere andre tilfælde udsatte for vold og trusler i deres hjem i Favrskov.

Østjyllands Politi reagerde i slutningen af januar i år på et tip og ransagede den 47-åriges bolig. Her fandt betjentene en del narko, blandt andet amfetamin, og den 47-årige blev anholdt og varetægtsfængslet. Efter anholdelsen mødte mandens 44-årige ekskæreste op hos politiet og fortalte, at hun igennem længere tid var blevet udsat for vold og trusler af manden, indtil deres forhold stoppede i slutningen af 2019. 

Ekskæresten fortalte bl.a. om en episode i november sidste år, hvor den 47-årige havde peget på hende med en pistol og havde affyret et skud, som ramte omkring en meter ved siden af hende. 

Projektil borede sig ind i komfuret

På baggrund af kvindens forklaring foretog politiet en grundig undersøgelse af hjemmet i Favrskov, og teknikerne fandt frem til to projektiler, der var boret ind i komfuret og i væggen. Projektilerne svarede til den type pistol, som kvinden også havde nogle billeder af på sin mobiltelefon. 

Beviserne var medvirkende til, at den 47-årige blev dømt for at have forvoldt fare for den 44-årige kvindes liv og førlighed og for at have været i besiddelse af en pistol under særligt skærpende omstændigheder. 

Desuden blev han dømt for fire tilfælde af vold begået i løbet af 2019. Ved ét af tilfældene slog han kæresten i hovedet med et afbrækket bordben og i et andet tilfælde, juleaften, gav han hende et knytnæveslag i ansigtet. Den 47-årige blev også dømt for trusler på livet ved, efter parret var gået fra hinanden, at have sendt en sms til kvinden, hvor han truede med at dræbe hende. 

-Det var både stærke tekniske beviser og kvindens forklaringer, der førte til, at den 47-årige blev dømt. Særligt den voldsomme episode hvor den 47-årige skød med en pistol var medvirkende til, at han blev idømt flere års ubetinget fængsel, siger anklager i sagen Bjørn Fogh Sørensen. 

Den 47-årige nægtede sig skyldig og ankede dommen.