35-årig anholdt for drab på 26-årig nytårsmorgen

Sydøstjyllands Politi har anholdt en 35 årig mand som formodet gerningsmand til drabet på en 26 årig mand i Kolding Midtby.

Den 26-årige blev ved 5-tiden nytårsmorgen hårdt såret efter et voldeligt sammenstød bragt til Kolding Sygehus, hvor han efterfølgende blev erklæret død.

Den 26-åriges pårørende er underrettet.

Politiet gik med det samme igang med efterforskningsarbejdet og i den forbindelse har politiet været massivt tilstede i Koldings bybillede med både efterforskere, teknikere og hundepatruljer.

Formodet gerningsmand anholdt

På baggrund af efterforskningen anholdt Sydøstjyllands Politi ca. kl. 18.50 en 35 årig mand fra Koldingområdet som formodet gerningsmand til drabet på den 26-årige.

-Vi er meget tilfredse med hurtigt at have kunnet identificere den formodede gerningsmand, og med, at vi også har fundet frem til ham, så han kunne anholdes’ siger Politiinspektør Carit Andersen, leder af Efterforskningscentret i Sydøstjyllands Politi.

Den anholdte forventes fremstillet i grundlovsforhør i morgen, mandag ved retten i Kolding. Anklagemyndigheden vil i den forbindelse formentligt anmode om, at grundlovsforhøret holdes for lukkede døre.