20-årig sigtet for deling af nøgenbilleder

Twitter

En 20-årig mand fra Odsherred er blevet sigtet for at have delt billeder, som han fik adgang til ved at franarre sine ofre adgangskoder til konti på sociale medier.

I onsdags sigtede Midt- og Vestsjællands Politi en 20-årig mand bosiddende i Odsherred Kommune for 88 forskellige forhold, som omhandler uberettiget videregivelse af billeder, ulovlig tvang, deling af børnepornografisk materiale, hacking og databedrageri.

Den 20-årige har gennem en periode tiltvunget sig adgang til forskellige personers sociale medie-konti og har herigennem fundet blufærdighedskrænkende billeder af flere personer. Efterfølgende har den sigtede delt disse intime billeder på de forurettedes egne profiler og flere andre falske profiler.

-Medierne har nu flere gange beskrevet forbrydelser, hvor unge mennesker uberettiget har delt blufærdighedskrænkende materiale. Der kan således ikke længere herske tvivl om, at politiet ser med stor alvor på disse sager, og vi lægger mange kræfter i at finde frem til gerningsmændene, siger vicepolitiinspektør Bjørke Kierkegaard fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Misbrugte venners konti

Den 20-årige har ved at udgive sig for at være ven med de forurettede uretmæssigt franarret adgangskoder til konti på sociale medier. Efter at have fået adgang til en konto, har den sigtede kontaktet venner gennem kontoen og skaffet sig yderligere adgangskoder til flere konti.

Han har på de forurettedes konti haft adgang til sendte og gemte billeder, som den sigtede har delt uden tilladelse, oplyser efterforskningsleder på sagen, Rasmus Brink-Frendrup fra Midt- og Vestsjællands Politi.

-Vores efterforskning har vist, at den sigtede har misbrugt andres konti, har udsat de forurettede for ulovligt tvang, uberettiget har videregivet blufærdighedskrænkende materiale og endda i nogle tilfælde også misbrugt kreditkortoplysninger fra de forurettede, siger politikommissær Rasmus Brink-Frendrup.

Politiet har fundet frem til flere forurettede, der er under 18 år, og derfor er den 20-årige også sigtet for at dele børnepornografisk materiale.

-Det er en meget alvorlig sag, hvor unge mennesker er blevet misbrugt og deres billeder er blevet delt. Vi fortsætter med at efterforske sagen mod den sigtede, men vi vil samtidig gerne sende en advarsel til især de unge om at dele adgangskoder med andre – også selvom det er nære venner. Her er et klokkeklart eksempel på, at adgangskoder kan blive misbrugt af kriminelle, som udgiver sig for at være en god ven,” siger politikommissæren.

Midt- og Vestsjællands Politi kan oplyse, at der indtil videre er 31 forurettede fra hele landet, men at efterforskningen kan frembringe flere forhold og flere forurettede.

Skriv et svar