20-årig dømt for hjemmerøveri

Justice Statue Lady Justice

En 20-årig mand er i dag blevet idømt 5 år og 6 måneders fængsel for et hjemmerøveri mod en 75-årig mand i Kirkendrup i Odense.

Hjemmerøveriet blev begået den 9. december sidste år. Den 20-årige var ikke alene om røveriet, men havde en uidentificeret medgerningsmand.

Den 20-årige og den uidentificerede medgerningsmand var trængt ind hos den 75-årige mand ved at ringe på døren, hvorefter de væltede ham ned på gulvet, imens han blev truet med en gas-/signalpistol. Under røveriet blev den 75-årige mand slået flere gange i hovedet med gas-/signalpistolen og en kødhammer, som gerningsmændene fandt på adressen. Den 75-årige fik undervejs også bundet et viskestykke rundt om munden. Gerningsmændene slap afsted med flere ure, briller, en pung med kontanter samt diverse samlermønster til en samlet ikke nærmere angivet værdi.

Den 20-årige mand blev anholdt umiddelbart efter røveriet. Politiet var nemlig i området, idet en opmærksom borger havde anmeldt et ”mistænkeligt forhold”, hvor borgeren havde set to personer gå rundt i området iført handsker, hættetrøjer og medbringende en taske. Politiet ankom kort tid efter til området, hvor den 20-årige og medgerningsmanden blev set løbe væk fra gerningsstedet iført maskering. I forbindelse med anholdelsen af den 20-årige, blev han bl.a. fundet i besiddelse af ting, der tilhørte den 75-årige. Medgerningsmanden undslap ved at springe ind i en bil, der afventede i området med en chauffør ved rattet.

Efter dommen udtaler anklager Christian Nielsen:

-Jeg er glad for, at retten fulgte min påstand om, at den tiltalte var skyldig. Straffen afspejler, at der har været tale om et meget groft hjemmerøveri, og retten lagde bl.a. vægt på, at det blev begået af flere i forening og med anvendelse af et våben. Samtidig er sagen et rigtigt godt eksempel på, hvor vigtigt det er, at borgere kontakter politiet, når de har mistanke til, at noget ikke er som det skal være i deres lokalområde. Politiet var jo netop i området på baggrund af en borgerhenvendelse og kunne anholde den tiltalte under flugten.

Den 20-årige mand ankede dommen på stedet. Han er fortsat varetægtsfængslet i sagen.

Skriv et svar