13 personer anholdt i stor politiaktion på Fyn og Sjælland

Foto: Kim Matthai Leland

Onsdag slog politiet til i en større koordineret aktion og anholdt 11 mænd og to kvinder, der sigtes i en sag om dopingsalg, narko, tyverier og svindel med coronamidler.

Sagen går på tværs af flere politikredse, og onsdagens omfattende indsats på Fyn og Sjælland skete i tæt samspil med Fyns Politi – og i samarbejde med Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi, Særlig Efterforskning Øst, Toldstyrelsen og Skattestyrelsen.

Under aktionen blev en lang række adresser ransaget, blandt andet et tilholdssted for rockere, og der blev beslaglagt store mængder doping, narkotika, kontanter, biler og tyvekoster.

Rockermedlem vurderes til at have ledende rolle

Blandt de anholdte er blandt andet en 39-årig mand, som efter politiets opfattelse har en ledende rolle i en rockergruppering.

-Der er tale om organiseret kriminalitet, der både omhandler omfattende dopingsalg, narko, tyverier og svindel med coronamidler over en længere periode. Vi vurderer, at den 39-årige, som er blandt de anholdte, har haft en styrende rolle i det kriminelle netværk. Jeg er meget tilfreds med dagens aktion, som er et resultat af længere tids målrettet efterforskning, , siger politiinspektør ved Særlig Efterforskning Vest, Carit Andersen.

Seks af de anholdte fremstilles torsdag kl. 10.30 i Retten i Svendborg. Anklagemyndigheden vil anmode om lukkede døre ved grundlovsforhøret, og Særlig Efterforskning Vest ønsker på nuværende tidspunkt ikke at oplyse yderligere om sagen.

:NB: