Lukker slagteri: Næsten 150 ansatte smittet med COVID-19

Danish Crown. PRfoto: Danish Crown.

Danish Crowns slagteri i Ringsed lukker nu ned i foreløbigt en uge.

Lørdag morgen stod det klart, at yderligere 22 medarbejdere på slagteriet er blevet testet positiv for COVID-19 i forbindelse med en tæst af næsten 600 ansatte på slagteriet, der blev gennemført torsdag.

Tæt ved 150 medarbejdere på Danish Crowns slagteri i Ringsted nu blevet testet positive for COVID-19.

-Det er voldsomt at stå i en situation, hvor næsten 150 medarbejdere er smittede, og hvor mange af dem er syge. Det gør ondt på os alle i Danish Crown, siger Group CEO Jais Valeur.

Nedlukningen kommer efter slagteriet lørdag formiddag holdt møde med sundhedsmyndighederne. Lukningen er en del af de tiltag, som nu gøres for at forhindre en yderligere spredning af smitten.

-Vi har hele tiden vidst, at en nedlukning kunne blive nødvendig. Udviklingen i smittetallene den seneste uge tyder ikke på en eksplosion i smittespredningen, men omvendt er det heller ikke gennem det intensive testprogram lykkedes at inddæmme smitten som håbet. Derfor tager vi nu konsekvensen og lukker slagteriet ned, siger Jais Valeur, Group CEO i Danish Crown.

Samtidig med lukningen skal alle medarbejdere på slagteriet nu betragte sig selv som nære kontakter til smittede. Det vil sige, at de skal følge myndighedernes anvisninger omkring selvisolation og test.

Den egentlige nedlukning af slagteriet vil ske i løbet af mandagen. Der vil ikke blive slagtet på mandag, men kølerummene er lige nu fyldt op, og derfor vil en gruppe medarbejdere møde på arbejde for at tømme slagteriet for varer.